Når vi ønsker at ændre noget i vores liv eller arbejdsliv, begynder vi ofte med det synlige. Vi ændrer en vane, indfører en ny arbejdsgang, tilrettelægger møderne på en anden måde eller beslutter, at vi fremover vil prioritere skarpere, delegere mere eller tage konflikterne tidligere.
Det kan alt sammen gøre en forskel. Alligevel kan vi efter nogen tid opdage, at de gamle mønstre vender tilbage, selvom intentionen var oprigtig, og den nye adfærd i en periode virkede. Det kan være et tegn på, at forandringen har berørt det, vi gør, uden for alvor at nå det styresystem, som giver vores handlinger retning.
Det, der ligger under handlingerne
I sit arbejde med lærende organisationer beskriver Peter Senge mentale modeller som de dybtliggende antagelser og forestillinger, der påvirker, hvordan vi forstår verden, og hvordan vi handler i den. Arbejdet med mentale modeller kræver derfor, at vi vender blikket indad, gør vores forestillinger synlige og undersøger dem kritisk.
I systemisk tænkning bliver det ofte illustreret med et isbjerg. Over vandet ser vi de enkelte begivenheder: mødet, der gik galt, medarbejderen, der ikke tog ansvar, eller beslutningen, der blev udskudt. Længere nede ligger de mønstre, som gentager sig, og de strukturer, der er med til at skabe dem. Nederst finder vi de mentale modeller, som fortæller os, hvad en ansvarlig leder bør gøre, hvordan en god medarbejder opfører sig, og hvad konflikter eller forandringer betyder. Det kan være en mental model, som fortæller os, at det ikke er muligt at sige nej, at vi ikke har fortjent restitution, før opgaven er afsluttet, eller at det er farligt at stille sig op foran andre og tage ordet.
Det er sjældent modeller, vi bevidst har valgt. De er blevet til gennem vores erfaringer, opvækst, uddannelse, arbejdsliv og den kultur, vi er en del af. Nogle har hjulpet os godt og gjort verden lettere at orientere sig i, mens andre fortsætter med at styre os, længe efter at de har mistet deres værdi og er begyndt at spænde ben for os.
Problemet opstår, når vi ikke kan se modellerne og derfor forveksler dem med virkeligheden. Så mister vi muligheden for at undersøge, om den grundtanke, vi handler ud fra, fortsat er hensigtsmæssig. Tanken “det er farligt at stille sig op foran andre og tage ordet” kan opleves som en præcis beskrivelse af situationen, selvom den også rummer en fortolkning, der risikerer at blokere for de erfaringer, som kunne udfordre den, og dermed holde os fast i et bestemt mønster.
Her begynder den mentale frihed. Når vi får øje på modellen og spørger, om det altid forholder sig sådan, eller om situationen kan forstås på andre måder, bliver det muligt at vurdere, om modellen fortsat er dækkende for den situation, vi står i. Dermed kan vi også tage stilling til, om den skal have lov til at sætte retningen for vores handlinger og for de handlinger, vi undlader at foretage.
Når modellen bliver sit eget bevis
Forestil dig to mennesker, som står på ski for første gang. Begge mister balancen og falder på den første tur ned ad bakken. Situationen er den samme, men de møder den med forskellige mentale modeller.
Den ene tænker, at det selvfølgelig er svært i begyndelsen, men at det nok skal lykkes. Faldet bliver en forventelig del af det at lære, og derfor rejser personen sig og prøver igen med sin nysgerrighed i behold.
Den anden tænker, at det var præcis, hvad der ville ske. Personen har aldrig været god til den slags og oplever nu faldet som et bevis på, at det heller ikke kommer til at lykkes denne gang.
Begivenheden er den samme, men den mentale model giver den forskellig betydning. Den måde, vi tænker om situationen på, afgør ikke, om vi falder, men den påvirker, hvad faldet kommer til at fortælle os, og hvordan vi reagerer på det. På den måde kan vores mentale modeller få karakter af selvopfyldende profetier.
De fungerer som et filter, der først og fremmest lader den information slippe igennem, som bekræfter det, vi allerede tror, mens det, der kunne udfordre modellen, bliver vanskeligere at få øje på. Der opstår en selvforstærkende bevægelse mellem vores tanker, vurderinger og handlinger, hvor modellen igen og igen finder det bevis, den leder efter.
Det gælder også i ledelse. Hvis en leder grundlæggende forventer, at medarbejderne ikke er klar til et større ansvar, vil lederen ofte følge tættere op, korrigere tidligere og gribe hurtigere ind. Medarbejderne får dermed mindre plads til at udvikle deres dømmekraft og lærer måske at vente på lederens vurdering. Resultatet kan efterfølgende opleves som endnu en bekræftelse på, at de ikke kan bære ansvaret.
Modellen bliver dermed medskaber af det mønster, som den hævder blot at beskrive, og kan blokere for den forandring, der ellers kunne bringe både lederen og medarbejderne tættere på det, de ønsker at lykkes med.
Når det, der sker, bliver til noget, der sker imod os
En anden mental model viser sig, når vi oplever det, der sker omkring os, som noget, der sker for eller imod os, frem for som noget, der også kan ske uden at være rettet mod os. Sætter vi det på spidsen, kommer vi til at placere os selv i universets centrum, for hvis naboens hækkeklipning, kollegaens forfremmelse, den manglende invitation og den andens korte svar alle sammen handler om mig, må jeg også have været i de andres tanker, mens de handlede, og i yderste konsekvens være omdrejningspunktet for det hele.
Denne position behøver ikke at udspringe af selvoptagethed. Den kan lige så vel være opstået af utryghed og et behov for at afkode omgivelserne. Hvis jeg tidligt har lært, at stemninger, blikke og små forandringer kan få betydning for mig, kan jeg blive særligt opmærksom på, hvad andre gør, og hvad det mon fortæller om deres syn på mig. Over tid kan denne opmærksomhed udvikle sig til en ydrestyret orientering, hvor andres mulige vurderinger får stor betydning. Det kan have været hjælpsomt på et tidspunkt, men det bliver slidsomt, når enhver hændelse får karakter af en personlig meddelelse.
Et eksempel på mekanismen er en far, som blev kontaktet af skolen, fordi hans søn var stukket af i skoletiden sammen med sin bedste ven for at bygge en hule. Farens umiddelbare reaktion var: “Hvordan kunne han gøre det mod mig?”
Faren har nok været både forskrækket, vred og bekymret, og samtidig rummer reaktionen en fortolkning af drengens hensigt. Formentlig var faren ikke omdrejningspunktet for drengens tanker og handling, da han forlod skolen. I drengens verden handlede det om vennen, hulen og et dristigt eventyr. Selv hvis han tænkte på, hvordan de voksne ville reagere, betyder det ikke nødvendigvis, at han handlede for at ramme sin far.
Drengens handling påvirkede faren, uden at den dermed behøvede at være rettet imod ham. Når faren skelner mellem handlingen, dens betydning for ham og drengens sandsynlige hensigt, får han et mere præcist sted at reagere fra. Han kan tage situationen alvorligt og sætte den nødvendige grænse uden at gøre den til et udtryk for, at sønnen ønskede at såre eller trodse ham personligt.
Det samme kan ske i arbejdslivet. En kollega bliver forfremmet, mens jeg selv bliver forbigået. Det kan være både skuffende og betydningsfuldt, og der kan være god grund til at undersøge, hvilke vurderinger der ligger bag beslutningen. Hvis jeg straks oplever forfremmelsen som noget, der er gjort imod mig, og ikke som noget, der også kan være gjort for den anden, risikerer jeg at gøre beslutningen til en samlet dom over min værdi eller til et bevis på uretfærdighed, før jeg har undersøgt den.
I begge eksempler kan vi begynde med sådanheden: Drengen forlod skolen i skoletiden, og kollegaen blev forfremmet, mens jeg ikke gjorde. Hændelserne har konsekvenser og vækker følelser, men hensigten bag dem er et andet spørgsmål, som vi endnu ikke nødvendigvis kender svaret på.
Det er derfor værdifuldt at skelne mellem tre forskellige lag: selve hændelsen, dens betydning for mig og den fortolkning, jeg lægger oven på den, eksempelvis den hensigt, jeg tillægger andre. Når lagene smelter sammen, bliver verden let personligt rettet, og en stor del af min energi bindes i forsvar, modstand og grublen.
Her opstår de mange “hvad nu hvis?”-spørgsmål. De kan have et stort antal mulige svar, men vi kan sjældent sætte to streger under nogen af dem. Når jeg skiller lagene ad, får jeg mulighed for at undersøge situationen uden at bygge videre på det, jeg endnu ikke ved, og reagere på det, der faktisk kræver handling. Den del af fortællingen, som er fortolkning, kan jeg forsøge at afklare, men indtil da behøver mine spekulationer ikke at få status af viden eller suge store mængder af min mentale energi.
Der findes naturligvis handlinger og beslutninger, som faktisk er rettet imod os, ligesom mennesker kan blive behandlet både urimeligt og uretfærdigt. At holde sig tæt på det, vi ved, gør os ikke naive over for denne mulighed. Det giver os et mere præcist grundlag for at spørge, undersøge og handle, når situationen kræver det.
En mere neutral position giver plads til vores reaktion, uden at den straks bliver gjort til bevis på, at hændelsen var rettet mod os. Det kan være befriende at give slip på den personlige fortolkning og konstatere: Det er, hvad det er, og jeg ved endnu ikke, om det er rettet mod mig eller overhovedet har noget med mig at gøre.
Friheden til at forholde sig
Når vi opdager, at vi har gjort en hændelse til noget, der sker imod os, kan vi begynde med at spørge:
- Hvad er der faktisk sket?
- Hvilken betydning har det for mig?
- Hvad ved jeg om den andens hensigt, og hvad har jeg selv føjet til?
Spørgsmålene gør ikke situationen mindre betydningsfuld, og de fjerner heller ikke de grundlæggende følelser, den vækker. De kan derimod spare os for en del af den ekstra uro, som opstår, når vi fortolker, forestiller os mulige hensigter og skaber tvivl. Dermed bliver det lettere at skelne mellem det, vi ved, og det, vi forestiller os, så vores næste handling kan tage afsæt i et mere præcist billede af virkeligheden.
Tydelighed over for os selv får bedre kår, når styresystemet bag vores tanker og reaktioner bliver synligt. Herfra kan vi undersøge de mentale modeller, som hidtil har sat retningen for os, og tage stilling til, om de fortsat skal gøre det.
Verden kan stadig være vanskelig, uretfærdig og krævende, og vi vil fortsat gå igennem kriser både personligt og arbejdsmæssigt. Når ikke alt behøver at blive en fortælling om os, får vi imidlertid større frihed til at bruge vores energi på at forstå, vælge og handle dér, hvor vi faktisk har indflydelse.
