Et menneske fortalte mig engang, at han næsten var færdig med lægestudiet, da det gik op for ham, at han ikke ønskede at være læge. Han havde brugt en del år på uddannelsen og var nået så langt, at det umiddelbart kunne forekomme mest fornuftigt at gøre den færdig. Alligevel måtte han stille sig selv et mere grundlæggende spørgsmål: Skulle de år, han allerede havde investeret, bestemme, hvordan han også skulle bruge resten af sit arbejdsliv?
Han valgte at stoppe. Senere beskrev han, at beslutningen kunne forstås på to forskellige måder. Han kunne se det som, at han havde spildt en del år på et studie, han aldrig færdiggjorde, eller han kunne se det som, at han havde sparet et helt arbejdsliv i en profession, der ikke passede til det, han ønskede at bruge sit liv på.
De år, han havde læst, kunne ikke gøres om. Det afgørende blev derfor, hvilken betydning han ville tillægge dem, og hvor stor en del af hans fremtid de fortsat skulle have lov til at bestemme.
Hans valg rejser et spørgsmål, der rækker langt ud over uddannelse og arbejdsliv: Hvor kommer vores stræben fra, ved vi, om det, vi bevæger os imod, faktisk er noget, vi selv har valgt, og på hvilket grundlag har vi truffet valget?
Det indre retningssystem
Vi bærer alle sammen forestillinger om, hvad et godt og vellykket liv er. De er blevet til gennem vores opvækst, uddannelse, relationer og den kultur, vi er en del af. Vi lærer noget om, hvilke professioner der har værdi, hvad et rigtigt karriereforløb bør indeholde, hvornår man kan tillade sig at give op, og hvad andre mennesker kan forvente af os.
Disse forestillinger kan fungere som mentale modeller, der hjælper os med at orientere os og træffe beslutninger. Nogle af dem opleves så selvfølgelige, at vi ikke længere kan se dem som modeller. De fremstår som virkeligheden selv: Selvfølgelig skal man færdiggøre det, man har påbegyndt. Selvfølgelig skal man udnytte sit potentiale. Selvfølgelig skal det næste job være et skridt opad. Selvfølgelig er det et nederlag at skifte retning.
Når vi ikke får øje på disse grundantagelser, bliver det vanskeligt at undersøge, om den retning, vi følger, fortsat er rigtig for os. Retningen er ikke nødvendigvis forkert, blot fordi andre mennesker har haft indflydelse på den. Vi bliver til i relationer, og vores forestillinger om et godt liv vil altid være formet af den verden, vi er en del af.
Alligevel kan vi komme til at følge en retning, der ikke opleves som vores egen, og bruge betydelige kræfter på at opfylde forventninger, som ikke passer til den måde, vi ønsker at leve på. Måske kan vi mærke, at noget kradser eller skaber en utilfredshed, som vi endnu har svært ved at sætte navn på. Den fornemmelse kan være vigtig information om, at vores retning har brug for at blive undersøgt.
At åbne det, vi tror, vi ved
Nogle af mindfulnesstraditionens grundlæggende principper kan hjælpe os med at undersøge det indre styresystem. Et af dem er beginner’s mind, begyndersindet, som inviterer os til at møde et menneske, en opgave eller en situation med en åbenhed over for, at vi ikke kender den fuldstændigt på forhånd. Mere radikalt kan vi spørge: Hvordan ville jeg møde dette menneske eller denne situation, hvis det var første gang?
I eksemplet med lægestudiet kunne begyndersindet bestå i at se på valget, som om det blev truffet i dag: Hvis jeg stod ved begyndelsen af uddannelsen med den viden, jeg har nu, ville jeg så stadig vælge den? Hvilke muligheder kunne jeg få øje på, hvis de år, jeg allerede har investeret, ikke på forhånd afgjorde mit svar?
Begyndersindet sletter ikke vores erfaringer. Det giver dem en mindre enerådende plads, så fortiden ikke automatisk får lov til at bestemme fremtiden. Dermed bliver det muligt at møde situationen med større nysgerrighed og undersøge, hvad der faktisk er på spil.
Denne åbenhed hænger tæt sammen med princippet om ikke-bedømmelse. Vores hjerne vurderer hurtigt, om en udvikling er god eller dårlig, og i eksemplet kan det at færdiggøre studiet umiddelbart blive kategoriseret som godt, mens det at stoppe bliver kategoriseret som et nederlag. Når først denne bedømmelse er foretaget, vil den præge de muligheder, vi kan få øje på.
Ikke-bedømmelse betyder ikke, at vi skal undlade at tage stilling. Princippet hjælper os med at opdage vores første vurdering og lade spørgsmålet stå åbent lidt længere. Måske er det, der umiddelbart ligner et nederlag, begyndelsen på en nødvendig bevægelse. Måske er den uro, vi helst vil fjerne, vigtig information om, at noget i vores liv har brug for at blive undersøgt.
Den mentale frihed vokser i det mellemrum, der opstår, når vores første bedømmelse ikke straks bliver til den endelige konklusion, fordi den første vurdering sjældent rummer hele situationen.
Det, vi bevæger os imod og væk fra
I mindfulnesstraditionen arbejder man også med tiltrækning og aversion. Tiltrækningen bevæger os mod det, vi ønsker, mens aversionen får os til at søge væk fra det, vi oplever som ubehageligt, truende eller smertefuldt. Begge dele er naturlige menneskelige bevægelser, men de kan få karakter af et automatisk retningssystem, som fastholder os i bestemte mønstre, når vi ikke er bevidste om dem.
For den næsten færdige lægestuderende kunne tiltrækningen ligge i selve professionen, den kommende indtjening, den anseelse, der følger med, eller den anerkendelse, som en færdig uddannelse kunne udløse. Aversionen kunne handle om frygten for at skuffe andre, blive opfattet som en, der gav op, stå i økonomisk usikkerhed eller skulle leve med fortællingen om de år, der tilsyneladende var gået til spilde.
Når disse kræfter arbejder ubemærket, kan de få en bestemt beslutning til at fremstå som den eneste mulige. Det kan føles, som om vi frit vælger, selvom valget i høj grad er styret af det, vi tiltrækkes af, og det, vi for enhver pris forsøger at undgå.
For mange af os samler en del af denne bevægelse sig omkring tiltrækningen mod kontrol og aversionen mod usikkerhed. Vi tiltrækkes af det kendte, fordi vi kan forestille os konsekvenserne og navigere i dem, mens det ukendte kræver, at vi træder ud på et grundlag, som endnu ikke er sikkert. Denne mekanisme kan holde os fast i livssituationer og karrierespor i mange år, selvom vi ikke længere trives i dem.
Et andet eksempel er anerkendelse. Behovet for at blive set og værdsat er menneskeligt, men hvis vi bliver afhængige af hele tiden at få bekræftet, at vi er en del af fællesskabet og befinder os inden for dets ramme, kan det få en uforholdsmæssig stor indflydelse på vores adfærd.
Vi kommer da til at vurdere vores mulige handlinger gennem ét dominerende spørgsmål: Vil dette udløse anerkendelse eller risikere at koste mig den? Det kan vise sig ved, at vi siger ja til mere, end vi kan bære, overtager ansvar, der burde ligge hos andre, eller undlader at sige det nødvendige, fordi vi ikke vil risikere vores position i fællesskabet.
Udefra kan det ligne engagement, ambition og hjælpsomhed, mens det indre styresystem langsomt gør vores handlinger afhængige af andres vurdering og indsnævrer vores mulighed for at vælge frit.
Ønsker, ambitioner og behovet for anerkendelse vil være en del af vores liv. Den mentale frihed vokser, når vi kan få øje på det, der trækker og skubber os, og tage stilling til, hvor stor indflydelse det skal have. Vi kan undersøge, om det, vi stræber efter, bringer os tættere på det liv og det bidrag, vi ønsker, eller om stræben primært hjælper os med at undgå den usikkerhed, der ville opstå, hvis vi valgte en anden vej.
Accept som afsæt for handling
Da den lægestuderende erkendte, at han ikke ønskede at være læge, stod han med en virkelighed, som ikke kunne gøres om. Årene på studiet var gået, og uanset hvilken beslutning han traf, ville de fortsat være en del af hans historie.
Accept bliver ofte forbundet med resignation, passivitet eller laden stå til. Her handler accept om at anerkende situationen, som den faktisk er, også når den er uønsket, smertefuld eller meget anderledes end det, vi havde forestillet os.
Accepten begynder med sådanheden: det, der er, før vi begynder at forhandle med det eller forklare det væk. Sådanheden var, at han havde brugt flere år på lægestudiet og nu vidste, at han ikke ønskede det arbejdsliv, uddannelsen førte frem imod. Han kunne bruge sin energi på, at denne erkendelse burde være kommet tidligere, eller han kunne lade den virkelighed, han nu stod i, være udgangspunktet for sit næste valg.
Accepten afgør ikke, om de foregående år var spildte eller værdifulde. Den gør det muligt at holde op med at forhandle med det forhold, at de er gået. Dermed kan energien vende tilbage til det sted, hvor der fortsat er mulighed for at vælge en ny vej og handle i retning af det liv, han ønsker.
Sætningen “Det er, hvad det er” kan lyde opgivende, men den kan også være en præcis konstatering af, at situationen nu er en del af det, vi må handle ud fra. Accept kan på den måde skabe en mere bæredygtig oplevelse af kontrol, fordi vi koncentrerer vores handlekraft dér, hvor vores valg har betydning og faktisk kan flytte noget.
At vælge fra et tydeligere sted
Mental frihed efterlader valgenes kompleksitet og omkostninger intakte. Dens værdi ligger i muligheden for at se de modeller, den stræben og den frygt, der påvirker os, så vi kan forholde os mere bevidst til dem.
Vi kan begynde med at spørge:
- Hvad er det, jeg stræber efter, og hvor kommer ønsket fra?
- Ville jeg stadig ønske det, hvis ingen andre kunne se eller anerkende det?
- Hvad er jeg bange for vil ske, hvis jeg vælger en anden retning?
- Hvilken fortælling om mig selv forsøger jeg at undgå?
- Hvad har jeg brug for at acceptere, for at min energi kan bruges på det, jeg har mulighed for at påvirke?
Den lægestuderende kunne ikke få de forløbne år tilbage, men han kunne tage stilling til, hvor meget af hans fremtid de skulle bestemme. På samme måde kan vi ikke vælge uden en historie, uden påvirkning fra andre eller uden frygt for det, vi risikerer at miste. Vi kan derimod blive mere tydelige om, hvad der driver os, og dermed få større frihed til at vælge den retning, vi ønsker at tage ansvar for.
