Jeg tænker meget over tydelighed i øjeblikket.
Over, hvad det egentlig vil sige at være tydelig som menneske og som leder, og over, hvad der sker, når organisationer og de sammenhænge, vi skal fungere i, bliver utydelige.
En af de tænkere, jeg er vendt tilbage til i mit arbejde med tydelighed, er Morten Albæk. Ikke fordi jeg er enig med ham hele vejen, men fordi han har nogle radikale perspektiver på mennesket og arbejdslivet og stiller store krav til menneskets vilje til at stå ved sin dømmekraft, integritet og sit ansvar. Det finder jeg inspirerende.
Morten Albæk bruger ikke selv tydelighed som et centralt begreb. Han taler blandt andet om ærlighed, integritet, fri tale, meningsfuldhed og modet til at leve som et helt menneske. Alligevel ser jeg tydelighed som en stærk understrøm i hans tænkning, fordi han igen og igen kredser om, hvad der sker, når mennesker holder op med at sige det, der er sandt, væsentligt og nødvendigt.
Det gennemsnitlige menneske
I bogen Det gennemsnitlige menneske beskriver Morten Albæk, hvordan mennesker kan komme til at tilpasse sig de sammenhænge, de indgår i, i en grad, hvor de langsomt mister kontakten til deres egen dømmekraft og integritet.
Det gennemsnitlige menneske er i denne sammenhæng ikke et menneske uden evner, vilje eller ambitioner. Det er snarere et menneske, som har lært at navigere sikkert, som ved, hvad der forventes og belønnes, og som siger det rigtige på det rigtige tidspunkt. Det bliver dygtigt til at passe ind, men mindre tilbøjeligt til at træde frem med det, det faktisk ser, tænker og vurderer.
Læst på den måde bliver det gennemsnitlige menneske for mig også et billede på den utydelighed, der opstår, når vi holder noget væsentligt tilbage.
Det kan være en erfaring, en tvivl, en kritik eller en vurdering, som kunne have betydning for det fælles, men som det opleves sikrere ikke at bringe frem. Måske fordi man er bange for at tage fejl, ikke ønsker at blive opfattet som besværlig, har lært, at bestemte perspektiver ikke er velkomne, eller har set, hvad der sker med dem, der udfordrer den gældende forståelse.
Utydeligheden er derfor ikke altid et spørgsmål om manglende mod hos det enkelte menneske. Den kan også være en adfærd, organisationen over tid har lært mennesker.
Når sproget bliver glat
Den form for utydelighed findes ofte i organisationernes sprog.
Vi siger, at noget er en “spændende proces”, når det i virkeligheden er retningen, der er uklar.
Vi siger, at “vi skal have alle med”, når problemet måske er, at ingen ønsker at træffe beslutningen.
Eller vi siger, at “vi skal være professionelle”, når det reelt betyder, at vi ikke skal tale om det, der er svært.
På den måde kan ordene blive så rummelige, glatte og ufarlige, at de skjuler mere, end de viser.
Her rammer Albæk efter min opfattelse noget vigtigt. For tydelighed handler ikke kun om, hvor klart vi formulerer os. Vi kan sagtens give en klar besked, som dækker over en uklar intention, og vi kan bruge masser af ord uden at fortælle, hvad vi egentlig mener. Vi kan også tale om værdier, samarbejde og ansvar, samtidig med at vores handlinger og belønningsstrukturer fortæller en helt anden historie.
Tydelighed kræver derfor mere end gode formuleringer. Den kræver, at vi tør stå ved noget.
Fri tale kræver noget af os
Et andet vigtigt begreb hos Morten Albæk er den frie tale.
Fri tale er ikke retten til at sige hvad som helst uden hensyn til andre. Det er heller ikke det samme som brutal ærlighed eller den form for direkte tale, der forsvares med, at “jeg siger det jo bare, som det er”.
Fri tale handler snarere om at sige det, der er nødvendigt, når noget væsentligt er på spil.
Det kan være medarbejderen, der siger:
“Jeg tror ikke, denne løsning virker i praksis.”
Eller lederen, der siger:
“Vi taler om samarbejde, men belønner individuelle resultater.”
Den form for tydelighed indebærer en risiko. Man kan tage fejl, blive mødt med modstand, bringe sin position eller popularitet i spil eller forstyrre en orden, som andre har interesse i at bevare.
Det er let at være tydelig om det, alle allerede er enige om. Den egentlige prøve opstår, når tydeligheden kan koste noget.
Det er måske netop her, Morten Albæk har haft størst betydning for mit arbejde med tydelighed. Han minder os om, at tydelighed ikke kun er en kommunikationskompetence, men hænger sammen med karakter, ansvar og villigheden til at træde frem som et menneske med dømmekraft.
Men tydelighed må ikke blive et soloprojekt
Selvom jeg finder meget inspiration hos Morten Albæk, er der også noget, jeg savner i hans standpunkt.
Tydeligheden kan hos ham komme til at fremstå som et individuelt og næsten heroisk projekt, hvor det modige menneske træder frem, siger sandheden og står fast på sin integritet.
Men tydelighed foregår aldrig i et tomrum. Den foregår mellem mennesker og i organisationer, hvor virkeligheden er kompleks, og hvor det ikke altid er givet, hvad der er rigtigt eller hensigtsmæssigt. Det, jeg oplever som ærligt og tydeligt, er præget af mit eget perspektiv, mine erfaringer og mine interesser, og det, jeg siger og gør, har samtidig betydning for mine omgivelser og for andre menneskers muligheder for at forstå situationen og træffe beslutninger.
Nogle gange er det tydeligste, vi kan sige:
“Jeg ved det ikke. Jeg er i tvivl.”
Eller:
“Jeg kan mærke, at vi taler uden om det væsentlige.”
Tydelighed må derfor ikke forveksles med skråsikkerhed. Den må heller ikke blive en tilladelse til at sige sin mening uden at tage ansvar for, hvordan den påvirker andre og det fællesskab, man er en del af.
At træde frem uden at stille sig i vejen
Morten Albæks kritik af det gennemsnitlige menneske kan læses som en kritik af den utydelighed, der opstår, når mennesker lærer at tilpasse sig mere, end de lærer at træde frem.
Hans tænkning minder os om, at både mennesker og organisationer mister noget, når det sande, væsentlige og nødvendige ikke længere bliver sagt. Det er en vigtig påmindelse.
Men for mig må tydelighed også rumme noget mere. Den må både handle om at træde frem og om at give plads.
Her ligger der et etisk ansvar. For tydelighed handler ikke kun om mit behov for at stå ved mig selv. Den handler også om, hvordan min tydelighed eller utydelighed påvirker de mennesker, jeg er sammen med, og hvilke muligheder den skaber for dem.
Når vi er tydelige om vores intentioner, forventninger, vurderinger og tvivl, giver vi andre et bedre grundlag for at forstå den situation, de står i. Vi gør det lettere for dem at tage stilling, bringe deres egen dømmekraft i spil og træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag.
Omvendt begrænser vi deres handlemuligheder, når vi holder væsentlig viden tilbage, pakker tingene ind, skjuler vores hensigter eller lader dem gætte sig til, hvad vi forventer.
Tydelighed er derfor ikke kun et individuelt anliggende. Den er relationel, fordi den bliver til mellem mennesker, og kollektiv, fordi den påvirker fællesskabets mulighed for at forstå, tage ansvar og handle klogt.
At være tydelig er at træde frem på en måde, der ikke stiller sig i vejen for andre, men giver dem bedre muligheder for selv at se, vælge og handle.
